FAGLIGT NYT

Selskaber: Mulighed for nedsættelse af á conto skat

 

HUSK 20. marts 2020 betaling af á conto skat selskaber 2020

 

Den 20. marts 2020 er dagen, hvor selskaber betaler 1. rate af den ordinære á conto skat og samtidig har mulighed for at betale en frivillig indbetaling. 

 

Forventer selskabet en lav indkomst i 2020, kan selskabet anmode Skattestyrelsen om en nedsættelse af den ordinære á conto skat. Det skal ske ved digital indberetning i Tast Selv Erhverv, og det skal ske inden betalingsfristen for den ordinære á conto skat 20. marts 2020. 

 

Den ordinære á conto skat udgør i 2020 et beløb svarende til halvdelen af gennemsnittet af selskabets faktiske skat for indkomstårene 2016, 2017 og 2018. Heraf betales halvdelen i marts og den anden halvdel i november. 

 

Hvis selskabet får overskydende skat for indkomståret 2019, bliver denne automatisk indsat på skattekontoen til modregning i november raten 2020. Det samme gælder for indeholdt dansk kildeskat af aktieudbytte, som selskabet har modtaget i indkomståret 2019. 

 

Frivillig á conto skat 

 

Hvis de ordinære á conto skatter ikke skønnes tilstrækkelige til at dække den faktiske skat for indkomståret 2020, kan selskabet supplere den ordinære á conto skat med frivillige indbetalinger. Det kan være en fordel, da selskabet derved undgår at betale et ikke fradragsberettiget restskattetillæg, som for 2020 forventes at blive på 4,7 %. 

 

Selskabet kan frit vælge at betale frivillig á conto skat både i marts og i november eller kun i én af disse måneder. Desuden kan der foretages en såkaldt 3. frivillig indbetaling senest 1. februar 2021. Dog skal man være opmærksom på, at en frivillig indbetaling i marts godskrives et tillæg, hvorimod der skal betales et tillæg af såvel en frivillig indbetaling i november som af en indbetaling 1. februar 2021. Tillægget til den 3. indbetaling forventes for 2020 at blive på 0,9 %. 

 

For at Skattestyrelsen kan se, at en indbetaling til selskabets skattekonto skal gå til dækning af á conto skat, er det vigtigt, at selskabet forinden har foretaget en indberetning til Skattestyrelsen via Tast Selv Erhverv om den kommende frivillige á conto skat. I modsat fald vil den frivillige indbetaling blive tilbagebetalt. Det er også vigtigt, at selskabets skattekonto ikke forinden har en negativ saldo, da indbetalingen først går til dækning af den ældste gæld efter FIFO-princippet. 

Har du spørgsmål til gældende ret på området, er du velkommen til at kontakte os på 55 81 54 60.

 

Storegade 1

4780 Stege, Møn

Tel 55 81 54 60

rev@revivision.dk

Cvr. Nr. 76893713

Godkendt revisionsvirksomhed